Sprød spise

Super simpelt bananbrød

Der er vist efterhånden ingen tvivl om, at jeg alle dage har været kæmpe fan af bananbrød! – I hvert fald ikke ud fra mit bananbrødsarkiv at dømme 😅 – Derfor er der da også et hav af forskellige versioner af det klassiske brød at finde herinde på bloggen, hvis man trænger til lidt variation 😉

Dog har jeg det ofte med at bikse en meget improviseret udgave sammen uden mål eller lignende, for når bananbrødscravingsene først melder sin ankomst, skal det bare gå hurtigt med at få en masse skønne ingredienser ned i blenderen, så der inden for tre kvarters tid kan stå et færdigbagt brød klar til indtagelse! 😂

Men i dag fik jeg taget mig sammen til at notere, hvad jeg rent faktisk måleligt får kastet ned i den foodprocessor, så I kan gøre mig kunsten efter og nyde denne skønne sag inden for den næste times tid 😜Brødet er så skønt og svampet, har udelukkende sin sødme fra de modne bananer, og så er der ligeledes de lækreste, knasende kokosnoter at spore grundet det tilsatte kokosmel. – Fem ingredienser er alt, du skal hive fat i (inklusiv vand!), så de fleste kan altså være med på lejen her 😍

Behøver jeg desuden at indskyde, at peanut butter komplementerer dette søde brød særdeles perfekt? 🤔 – Well,  I just did, men det er virkelig også et råd, der i den grad er værd at give videre! 😂

Til 1 brød:

  • 250 g. havregryn
  • 30 g. kokosmel
  • 2 store, modne bananer (ca. 215-220 g.) + 1 til pynt
  • 2 æg
  • 2 dl. vand

Blend hele molevitten i en foodprocessor indtil cremet og ensartet. Hæld dejen i en bageform beklædt med bagepapir, top med en banan flækket på langs og bag så brødet ved 200°C/varmluft i 30 minutter. Befri bananbrødet fra bageformen og stil så til afkøling på en bagerist. Opbevar rester i en tætlukket frostpose på køl ♥️

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sprød spise