Energibarer med kaffe & carob
Den perfekte snack til den lille lækkersult ?– Disse energibarer er bare super lækre! De er delikate i smagen og har et skønt chewy bid, som bare ligger godt i munden ?
Barerne er lavet på blot fem ingredienser, har perfekte kokosnoter, en let chokoladesmag fra det tilsatte carobpulver samt en lækker fyldig kaffearoma, som går godt i spænd med de øvrige ingredienser!
Giver ca. 14 stk:
- 180 g. havregryn
- 160 g. friske dadler (udstenet vægt)
- 40 g. kokosmel
- 3 tsk. carobpulver
- 1 dl. kaffe, let afkølet (2 tsk. instant + 1 dl. kogende vand)
- Mørk chokolade
Start med at finthakke gryn, kokos, dadler og carobpulver i en foodprocessor og tilsæt så den let afkølede kaffe og blend indtil ensartet. Massen bliver meget klæbrig, så hjælp den eventuelt på vej ved at skrabe den sammen med en dejskraber et par gange. Tryk dejen ud i en lille filmbeklædt form (brug noget af filmen som låg til at trykke ovenpå) og lad den så sætte sig nogle timer på køl – gerne natten over. Skær ud i barer, vend i smeltet chokolade og lad dem så sætte sig på køl, hvor de efterfølgende opbevares i en lufttæt beholder ?
(Indlægget indeholder affiliate links)
Ingen kommentarer endnu