Bønnebrownie med valnødder
Bagværk med bønner? Så meget mere lækkert end det lyder! 😉
Det måtte jo komme før eller siden, at jeg også fik prøvet den der bønnebrownie af. Og hvorfor først nu spørger jeg så mig selv?! For den tekstur, ens brownie ender ud med at have ved hjælp af de herlige bælgfrugter, er jo så skøn og vanedannende, at mit dåselager fra nu af aldrig må stå tomt 😉
I alle de opskrifter, jeg er faldet over, er jeg kun stødt på brownies lavet på sorte bønner. Nu stod jeg så bare i den situation, at de eneste bønner, jeg havde stående, var røde kidneybønner, og nu hvor jeg ligesom havde sat mig for, at tiden var inde til at hoppe med på bønnebølgen, så valgte jeg bare at eksperimentere mig frem til en opskrift med disse.
Om det fungerede? Selvfølgelig gjorde det det 😀 – Ens for alle bønner er jo netop deres lidt melede, cremede konsistens, som egentlig er årsagen til overhovedet at putte dem i bagværk (plus deres fantastiske sundhedsprofil selvfølgelig), hvorfor jeg allerede tænker i baner med alverdens andre bønnetyper.
Jeg er virkelig fan af alle de muligheder, der byder sig med en så simpel hovedingrediens som bønnen. Og for at gøre det hele lidt lettere for en selv synes jeg altså, at et ret godt fif er blot at bruge bønner fra dåse i stedet for at skulle sætte tid af til iblødsætning osv. Det er jo ikke sikkert, at man 12 timer før, kagen skal bages, lige tænker, at man har lyst til bønnebrownie 😉
Min form* målte 15 x 22 cm:
- 1 dåse røde kidneybønner (vasket og afdryppet vægt: ca. 230 g.)
- 3 store æg
- 30 g. havregryn
- 30 g. kokosmel
- 20 g. (2 spsk.) kakaopulver
- 5 tsk. Bodylab Zero eller Sukrin
- 2 tsk. Bodylab Zero Pure Gold eller Sukrin Gold
- 1,5 tsk. vanillepulver
- Saft fra 1 appelsin
- 0,5-1 dl. valnøddekerner
Start med at skylle bønnerne godt og lad dem derefter dryppe af. Hæld dem i din foodprocessor sammen med æg, gryn, kokos og kakao. Blend det til en ensartet masse og pres nu saften fra appelsinen ned i blenderen. Kør det endnu engang og tilsæt til sidst sødning samt vanillepulveret. Smag gerne til 🙂 Hæld dejen i en skål, hvor du også vender valnøddekernerne i. Spred dejen ud i en bagepapirsbeklædt form og bag din brownie ved 180°C i ca. 20 minutter. Lad den sætte sig helt under afkøling <3
*Jeg brugte en bradepande, hvori jeg placerede en brødform som den ene kant, da jeg ikke havde en passende firkantet form
(Indlægget indeholder affiliate links)
Hejsa! – Det kan blot udelades og så erstattes med ganske lidt væske af anden slags – vand eksempelvis.